Lars Juel Jensen til veteran VM i Brasilien 2013

Her kommer Lars Juels rejsemails og fotos fra V-VM og oplevelserne i Sydamerika

(Danske veteraners resultater fra VM her og her)


Fra:
Lars Juel Jensen
Dato: 20. okt. 2013 kl. 01.15

Et par dage mere er nu gået med at indsnuse Porto Alegre. Først skulle Lars indskrive sig og registreres til sine løb, de forskellige stadions inspiceres og procedurerne for indmarch og start findes ud af. Det blev vist ialt til 5 gange procedurer før de første meter på 5000 m-teren kunne løbes i morges med start kl 8:00; dvs med 10 minutters brasiliansk forsinkelse.

Heldigvis var jeg på plads til tiden i det hurtige 1. heat med de ca 20 bedst seedede deltagere. Vejret var perfekt – ca 20 C og overskyet – og jeg følte mig rigtig godt tilpas. Udgangstempoet var ret højt, så jeg koncentrerede mig bare om at det var for højt, men kroppen virkede til at acceptere det. Jeg fandt en position som nr. 12-15 stykker, hvor der var ro i feltet og bemærkede at jeg lå næsten ved siden af en hollænder, som flere af de andre havde udråbt til en af favoritterne inden starten. Ingen grund til at forcere – besluttede at prøve at holde mig i nærheden af ham. Det gik fint, stadig med god fart, det handlede bare om at lukke hullerne foran når nogen tabte pusten. Med 4-5 omgange tilbage lå jeg nr. 6 med hollænderen lige foran, og opdagede så, at der ikke var nogen lige bagved mere. Et meget flot resultat var lige pludseligt muligt, da jeg inden start havde som mit ambitiøse mål at blive mellem de bedste 10, hvilket var lidt bedre end min seedning. Med ca 3 omgange tilbage begyndte de forreste at sætte meget fart på, hollænderen var som mis med i front og der opstod et hul op til de 3 forreste. Det gik så stærkt, at jeg besluttede at holde min position som nr 6. Det gik også fint, og med 80 m tilbage kunne jeg spurte fra mine 2 følgesvende og komme i mål som nr 4 i en tid der var 20-25 sek bedre end mit hidtil årsbedste; ca 17min 37sek for de 5km. Mig bekendt var der ikke nogen i de 2 næste, langsommere heat der kom i nærheden af det; så jeg ser ud til at være nr 4 i verden lige nu blandt de 60-65 årige. PS: de 3 bedste var i mål 10-15 sekunder hurtigere end mig, så de har virkelig løbet stærkt på den sidste kilometer. De var så meget bedre, så jeg havde ikke haft nogen mulighed for at følge dem. Helt optimalt løb for mig. PS: jeg venter med spænding på den officielle resultatliste.

Ellers har vi travet rundt i byen og mødt en masse venlighed. Lars når næsten ikke at trække bykortet frem før nogen spørger, om de kan være behjælpelig med noget. En af gangene svarede vi bare, at vi prøvede at finde ud af, hvad det var man absolut måtte se i Porto Alegre. “Øh, lad mig lige tænke mig om et øjeblik. … Jo, jeg vil anbefale Casa de Cultura Mario Quintana – det er absolut værd at se.” Da vi i forvejen var på vores egen Porto Alegre down-town kulturvandring passede det fint at slutte af der. Vi er jo ikke de helt store finkulturelle fans, men fik da både set en del museer (som i parentes bemærket havde pædagogisk tema med en masse arbejdende værksteder for unge mennesker) og vi fik noteret os smukke bygninger, kunstneriske indslag og lidt flippede boder i gadebilledet. Spændende, men ikke falde helt på halen interessant. Til sidst kom vi så til “Casa de Cultura Mario Quintana”, som lå i en lille sidegade; dvs kulturhuset var hele gaden fra ende til anden i syv etager, begge sider af gaden og med flere passager henover gaden. Aktiviterne spændte fra børnebibliotek, over moderne dans og teater til udstillinger af forskellige slags, tag-terrasser med flotte udsigter og bare til afslapning, samt kaffebarer og en spændende restaurant med udsigt over havnen, et sted som vi absolut må ned og spise på en anden dag. Tak for rådet, venlige mand.

Tilbage til de 2 unge mænd der har lejet huset, som vi bor i nu sammen med dem. Lidt efter lidt kan vi begynde at stykke historien sammen. De er vel begge ca 30 år og kender hinanden gennem en årrække, måske helt fra barnsben af. Marco har et lille firma, der laver branding for andre på internettet og hjælper med at planlægge kampagner med baggrund i grafisk design. Har lige i går fået en ordre der svarer til 20 pct af års-omsætningen for ham og hans 6 ansatte, så han var meget glad i går aftes. Har en stor stærk muskelhund der hedder Nitro. Den er stærk som en okse, men god og fredelig som natten er lang. Marco kører rundt i en dejlig 4-hjulstrækker. Ermindo kører på cykel og har en cykeltrøje med forbudstavler mod tankstationer og biler.

Med Ermindo på museum

Med Ermindo på museum

Fru Kirsten foran museum

Fru Kirsten foran museum

En af hans venner, onkel Tio, har startet et lille firma, som producerer en økologisk dessertkugle uden sukker, gluten eller nogen form for tilsætningsstoffer. Den er baseret på tørrede frugter og nødder, ca 15 forskellige ingredienser i alt. Startede for et par måneder siden, og Ermindo har som partner entreprisen med at fragte dessertkuglerne – som cykelbud – ud til kunderne. Og Marco har hjulpet med lanceringen. Alt er håndlavet, produktionen står 2 deltidsansatte for, så det er begrænset, hvor stor produktionen er endnu, men de er meget dedikerede med projektet, så vi håber det går dem rigtig godt. “Onkel Tio” er tidligere musiker og kok (med glutenallergi), nu DJ ved siden af det lille firma. “Onkel Tio”, hans gravide kæreste Sylvia og hendes lillebror Victor var og lave BBQ i eftermiddag. Dvs churrasco på den rigtige gaucho-måde (som cowboy’derne på pampassen i gamle dage). Kødet steger langsomt på store spyd, og man spiser det udskåret i tynde strimler efterhånden som det bliver færdigt, alt imens man snakker og drikker mate, sådan som gauchoerne også gjorde. Vi blev kun ved i nogle timer, men det var rigtig godt. Tager måske med onkel Tio’s kæreste, Sylvia, nordpå om et par dage – til bjergene hvor der er nogle meget spændende canyons.

Spændende, sjove, unge mennesker med så mange ideer om livet og appetitten herpå så det kan være svært at rumme det hele. Det kan de vist heller ikke altid helt selv, men de er med til at vi lidt halvgamle kan tro på at ungdommen nok skal vide at sætte deres egen dagsorden; og det er vi vist begge rimeligt trygge ved.
Mange hilsner – lørdag aften 19/10-2013
Kirsten og Lars


Dato: 25. okt. 2013 kl. 02.07

Hej igen.
Vi MÅ lige give jer et lille praj om, hvordan det gik med Lars’s 1500m-løb idag: han vandt sit heat og har dermed kvalificeret sig til finalen på lørdag. Han giver nok en mere udførlig fortælling af sin oplevelse til slut i denne mail; jeg kan bare sige, at det er utroligt nervepirrende og et meget flot syn, at se sin mand rykke fra at ligge som nummer 4 og så tage dem alle sammen indenfor de sidste 80 meter.

 

Spurten i 1500m semi

Spurten i 1500m semi

Jeg vandt - godt tilfreds !!

Jeg vandt – godt tilfreds !!

Ved 17.30 tiden kunne vi så gå ind på et lille sted og spise frokost (Lars skulle jo ikke løbe på fuld mave): ris, spejlæg, bønner,kotelet og salat samt et stort glas friskpresset juice for 45 kr pr næse. Og lidt ekstra smagsoplevelse for Kirsten, som troede at de to små glas med låg og sugerør var et glas vand til os hver, og tog et ordentligt sug, hvorefter hun opdagede at det var olien til dressing…….. Tja sådan kan man gøre sig bemærket på forskellig vis.

I går kom vi hjem efter 2 1/2 dag ved Iguazu vandfaldene, som ligger på grænsen mellem Brasilien, Argentina og Paraguay. Det skulle efter sigende være de smukkeste vandfald i verden og uden rigtig at have et sammenligningsgrundlag kan vi kun tilslutte os. På begge sider af en 200 – 300 m bred kløft, væltede vandfald ned i et område på 2-3 km. I midten af det hele ligger det man kalder djævlens gab, som nærmest kan beskrives som et stort liggende U, hvor vandmasserne styrter sig ud over kanterne og ned i et frådende inferno, hvorefter det vælter ud af U ets åbne ende og buldrer skummende videre. Ikke lige et sted man har lyst til at “jack ass e” ud over kanten i et badekar!

Iguazu vandfaldet

Iguazu vandfaldet

Meget farlig regnskov

Meget farlig regnskov

Selvfølgelig har man gjort det til en turistattraktion, men det var lavet flot og med respekt for naturen, så det hjalp lidt på “nærigheden” over priserne, når man vidste at pengene blev brugt til vedligeholdelse af den 2.700 km2 store nationalpark – vel næsten så stor som Fyn. Vi tog selvfølgelig i tonsvis af billeder, for den ene udsigt var jo endnu smukkere end den forrige. Vi nød det – og hinanden i fulde drag. Næste formiddag var vi i en stor fuglepark hvor vi dels kunne nyde de mange forskellige fugle, men også forundres over at se hvordan vores – normalt grønne stueplanter – stod blomstrende med blomster vi aldrig har set før.

Vi nåede lige her tilbage til Porto Alegre og ind i det hus vi bor i før uvejret brød løs: dagslys blev hurtigt til halvmørke og træer og palmer svajede i vinden før tordenvejret brød løs, og vores store vagthund Nitro sad skælvende ved siden af vores seng. I løbet af 10 minutter var vejen udenfor nærmest at sammenligne med en mindre flod. Vi snakkede om at nogen steder i verden er man kloge nok til IKKE at lave kældre under husene! Men selv om det sydlige Brasilien er præget meget af tyske, sweiziske og italienske indvandrere, så tyder det på at de har glemt lidt af deres grundighed hjemme i Europa; der er i hvert fald en del bygningstekniske detaljer, som ikke er faldet helt heldigt ud! F.ex. lidt regn der siver gennem vinduesrammen og lige ned på stikkontakter. Nå, vi var alene hjemme på det tidspunkt, så vi tørrede det værste af og heldigvis stoppede regnen uden at strømmen gik pga kortslutning.

Vi har ellers fundet ud af, at vi bor i et af de absolut bedste steder i byen mht gode huse og dejlige omgivelser. Generelt set er de fattigstes forhold forbedret rigtig meget gennem de seneste 10-15 år i Brasilien, hvor økonomien er vokset rigtig meget og sociale reformer har støttet den fattigste del af befolkningen. Vi tager normalt lokalbusser rundt i byen, fordi det giver et godt indblik i dagligdagen at sidde som en flue på væggen og indsnuse hvad der rører sig. På busturen hjem fra lufthavnen i går kørte vi bag om lufthavnen. Der så vi et helt kvarter der var som jævnet med jorden af en bulldozer – sandsynligvis for nogle måneder siden. Vi spurgte Marco, men er ikke helt sikre på at forstod ham korrekt. Han var vist også lidt forlegen ved spørgsmålet, for som brasilianer elsker han sit land og sin by; så vi lod være med at bore i det. Men det han fortalte var, at det var et fattigt kvarter – sansynligvis illegalt bebygget – hvor beboerne så var blevet flyttet til et nyt område. De fleste havde vistnok råd til at betale for de nye boliger, resten meldte historien ikke noget om. De var i hvert fald ikke flyttet tilbage, for der var absolut intet at komme tilbage til. Som vi forstod det var det et kommunalt projekt.

Godt eller dårligt – det kan vi ikke bedømme. Men vi har læst, at Porto Alegre har udviklet et meget berømmet nærdemokratisk system, hvor beboerkomiteer er med til prioritere projekter i eget område. Disse prioriteringer er blevet næsten bindende for politikerne i byrådet. Systemet blev udviklet af nød i slutningen af 80’erne, hvor venstrefløjen havde vundet et valg, men fandt kommunekassen tømt og byen næsten bankerot – som en slags “gave” fra den afgående korrupte borgmester. Det stemte dårligt overens med de valgløfter der var givet, men nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, … nærdemokratiet blev udviklet og virkede tilsyneladende. Desværre når vi nok ikke at dykke mere ned i det. Derfor ved vi heller ikke om beboerne selv har været med i beslutningen om at forflytte folk fra området bag lufthavnen.

I morgen fredag havde vi en aftale med Ermindo og vores BBQ venner om at tage op til Sylvias forældre og se deres øko-landbrug hvor de har får, som de “udnytter” fuldt ud, både med kød og uld, som moderen karter og filter af. Det havde vi set frem til, men i aften ringede de og sagde, at forældrenes hus havde haft oversvømmelse, så de havde nok at gøre med at tørre op og elektriciteten var gået – ligeledes varmen.

Lørdag aften har vi inviteret vores husværter og vores fælles husholderske ud at spise og få sagt ordentligt farvel og tak for deres gæstfrihed. Det er svært at gøre gengæld, og det skal man måske heller ikke…..Man kunne unde Ermindo – den cyklende delikatesseudbringer – at han kunne komme til DK og prøve vores cykelstier. Noget af det første han sagde til os var, at vi var heldige at bo i et land, hvor man prioriterede de cyklende og gående så meget. På vores spørgsmål om, hvor han dog vidste det fra, svarede han at det vidste alle da. Man forstår misundelsen, når man ser hvor farligt de få cyklister lever livet her, hvor der er 3-sporede ensrettede bygader til bilerne, og 1/2 til 1 m fortov, hvor knækkede, bumpede fliser kæmper om pladsen med træernes rødder.

Søndag morgen sætter vi os i flyet til Lima, Peru og skal så finde ud af hvad vi vil bruge de næste 2 uger til.———-
Mange hilsner
Kirsten og Lars

PS: detaljer om løbet i dag blev det ikke til; men næste gang slipper I nok ikke for lidt detaljer om finalen!


Dato: 30. okt. 2013 kl. 23.01

Fællesmail fra Kirsten og Lars – nu i Peru.

Kære alle.
Klokken er 7.30 og vi sidder forventningsfulde i bussen på vej til store oplevelser….så hvornår der bliver internet-lejlighed til at sende denne mail, er uvist.

Men vi starter lige, hvor vi mener at vi slap jer sidst…..

Koncentreret før finalen

Koncentreret før finalen

Lars kvalificerede sig som sagt til finalen i 1.500 m løb og vandt en flot 4.plads i tiden 4min 45,33sek som han er rigtig glad for, da det var 10 sek.’s forbedring af hans bedste tid i år, – men selvfølgelig samtidig LIDT ærgerligt kun at være ca en meter fra at kunne stå på op skamlen og få VM-bronze. Men han gjorde det FLOT, og vores brasiliensvenner var mødt op for at heppe trods intens heldagsregn. Lars kæmpede forøvrigt om bronzepladsen mod en colombianer, som han havde vundet over i semifinalen. På billedet ses vinderen fra Holland lige bag Lars, ærgerligt han ikke blev der!

Lørdag aften havde vi inviteret vores venner ud at spise som tak for al deres venlighed. Vi havde fundet det spændende sted under vores byvandring: det tidligere nævnte “folkets kulturhus” med vores lille restaurant med overdækket terrasse og udsyn over havet og byen. Og her i denne idyl kunne Lars drikke sin (næsten) første ferieøl og nyde en stor dessert……tænk sig, 1 1/2 uge uden at røre slik og kun spist små stykker af Dona Marias mange kager. Men det er godt at have den gamle Lars tilbage.

Farvel værter og Port Alegro

Farvel værter og Port Alegro

Søndag morgen insisterede Marco og Ermindo på at stå op kl 4.15 sammen med os for at køre os til lufthavnen…..de fyre som ellers først begynder deres dag ved middagstid!
I Lima lufthavn ringede vi til en bed&breakfast, som viste sig at være en peruviansk kvinde, Dina, hvis to “børn” er flyttet til Danmark og arbejder henholdsvis som kok og som sekretær for Enhedslisten. “Mamma” Dina følger med i kommunalvalget i DK, samtidig med at hun laver politisk arbejde her i Peru, hvor flere organisationer forsøger at få fælles fodslag mht. hvordan man kan få indflydelse på det arbejde, som på regeringsniveau forbereder en samling af de Latinamerikanske lande ligesom EU. Dina bor sammen med Claus,som er pensionist (dansker) og har boet i Peru i 18 år. Han er meget snaksagelig,  og på kort tid havde han givet os tips om en masse spændende ting, som er værd at se. Vores plan hjemmefra var at rejse på egen hånd; men efter at have brugt uendelig meget tid på at reservere og købe div. flybilletter i Brasilien, med netværk der er nede, visakort som vi ikke husker vores password på til betaling over nettet, og endelig når man så ville betale direkte hos flyselskabet – ja så var deres betalingssystem til kort brudt ned. Så med den korte tid vi har tilbage af vores ferie, krøb vi til korset og gik til et rejsebureau og betaler det mere for at de nu har booked bus, hotel og ture for os til de kommende 12 dage.

Og således sidder vi nu i bussen på den mest planlagte del af vores rejse:
Idag, 7 1/2 time i bus, hvor vi lige nu sidder og forundres over landskabet, som i flere timers kørsel har bestået af ørken på den ene side af vejen så langt øjet rækker og på den anden side Stillehavet med enkelte spredte bebyggelser ned mod vandet.
I morgen skal vi ud og flyve med et lille fly i nærheden af byen Nazca. Vi skal højt op for at se ned på et uforklarligt fænomen: ” Las Linias” som er figurer og linjer lavet i ørkensandet.
Næste morgen til Colca-kløften og forhåbentlig spotte en Andes-kondor?
Videre til Puno som ligger ved Titicacasøen – verdens højest beliggende farbare sø.

Spyt først !

Spyt først !

Stærke Inka-murere

Stærke Inka-murere

Til Cuzco, stor gammel Inka-kongeby og endelig herfra videre med tog det sidste stykke mod Machu Picchu. De gamle ruiner er efterhånden blevet så overrendte, at man har begrænset det daglige besøgstal, så det er godt at vide at vores tilladelse (forhåbentligt) er i orden.

Fra ruinerne går turen tilbage til Cuzco, med fly retur til Lima d.10/11, inden turen går mod DK mandag aften.

Forstår man at vores forventninger er høje? Aldrig i vores liv har vi været på så planlagt en ferie – vi er udstyret med et udførligt skræddersyet program og en hel stribe vouchers. Håber vi bryder os om det!
Tak fordi I følger med i vores tur. Vi forsøger at holde os orienteret om nyhedsoverskrifterne derhjemme. Håber alle er kommet godt igennem stormen? Og glæder os på Lars Løkke’s vegne er at have så mange penge, at han ikke havde bemærket at han ikke selv havde haft en udgift på 27.000 til datterens billet. Sikken en “forglemmelse”. Har nogen af jer prøvet at glemme 27.000,- kr.?

Mange hilsner
Lars og Kirsten

Macchu Picchu

Macchu Picchu

Macchu Picchu set ovenfra

Macchu Picchu set ovenfra

Lang vej ned igen...

Lang vej ned igen…

Huh - det kilder !

Huh – det kilder !

Senest opdateret 17. marts 2014