Bjørn Erik Pieper har skrevet denne udførlige rapport fra turen til Møn. Se fotos fra turen under teksten (fotografer: Ludvig, Birthe og Anne Marie).

Forårstur til Møn

Det var med glæde, at jeg tidlig lørdag morgen 25. april 2015 kørte fra Valby og ud til Utterslev.
Forårets store oplevelse skulle være gensynet med Møns klint, hvor jeg sidst var for 55 år siden, på udflugt, med Vesterbro KFUMs børnelejr. Lejren ligger stadig i Magleby Dyrehave på Gjorslev Gods jorde. Vi var 30 drenge der, også dengang, så hen til en kæmpelang heldagstur, hvor der også var andre oplevelser i denne store busturs-”pakke”. Men Møns klint var oplevelsen.

Da Gitte og jeg ankom til Parken, var vi næsten de første, og oven i købet så meget de første, at den snaksalige chauffør troede, at jeg havde noget med arrangementet at gøre. Han kendte mig øjensynligt overhovedet ikke. Men efter at havde ge’rodet’ mig ind i en håbløs, 5 minutters, udveksling med chaufføren, om vi nu var 22 eller 31 som skulle af sted , trådte  Anette anderledes  myndig til.

En anden og mere almen spændende samtale begyndte nu, og det var om vejret nu ville holde, eller om situationen ville udvikle sig som ’Hvan’ kaskadeturen i Øresund.
Igen var det Anette, der beordrede selskabet til sindighed og som sådan gik vi ombord i bussen, alle 31 ,- 32  hvis vi regner  Kurt med !

Men vejret holdt og det klarede da en del op, så vi rigtig kunne følge med i reparationsarbejdet på Dronning Alexandrines Bro.

Men allerede inden vi kørte ind på Møn’s 212 kvadrat-km pragtfulde by og landskabeligheder, havde vi, takket været Kurt, registreret mindst 35 enkeltstående, og 10 grupperinger af vindmøller. Han talte dem nemlig selv med sine negle mod ruden.

Skilteskoven markerede nu, at vi var tæt på Geocenteret og det så virkelig ud, som om at det kunne modtage et utal af turister og lige så mange forskere af kridtaflejringer!  Hvilken facade!- men kun 4 toiletter!- i alt,til begge køn, men da kvinderne var i klart overtal, delte vi gerne med dem, for  som englænderne siger, når de er  trængte: ” Please”,  ”dame it”.

Men store ånder fokuserer kun på det der tæller, og det gjorde vi så!  Nej, selvfølgelig talte jeg ikke de ca. 600 trin ned til bunden af klinten! De forårskåde planter af alle slags tog fuldstændig al min opmærksomhed. Det var den flotteste trappetur, jeg nogensinde havde været på. Forventningens glæde blev ikke bare indfriet, men overgået.

Men det var først nu, at de egentlige strabadser begyndte, for Vordingborg Kommune har det ligesom i Roms kommunale afdeling for bevaringsværdige ”ruiner”, at tingene skal ligge hvor de falder,- og det gjorde vi også! Men ved fælles hjælp var vi faktisk i stand til at nyde denne særprægede oplevelse, hvor folk og fæ trimlede rundt mellem hinanden. Kurt, med sine 4 ben, var næsten ligeglad. Vi andre, der bare troede, at det kun var sko, man kunne kridte, fik da lært et og andet.

Billeder kan ikke retfærdiggøre de indtryk man får, når man kigger op på den mægtige og sprækkefyldte kæmpeklint, det skal opleves in natura.

Vi kom dog, som frygtet, til opstigningens time, men den blev gjort noget lettere, ved at nogle af vores plantekyndige medlemmer kunne udpege adskillige af de 18 orkidearter som lever godt i den fine kalkbiotop. Det skulle være lidt over halvdelen af alle de orkidearter der findes i Danmark, som er samlet her, måske, ved Jydeleje Fald trappen.  Så der tog vi os nogle dejlige, ”naij, se der, en fin maj gøgeurt og der en skov gøgeurt”, pauser!

Da vi igen var på toppen (havde jeg nær skrevet) blev vi modtaget hjerteligt af det trappeløse hold, der havde haft en dejlig frokost, undtagen Gitte, for jeg havde vores fælles frokost i rygsækken.

Nu kunne vi så nyde vores ”klemmer” som næsten var intakte og samtidig filosofere over, at den bygning, Liselund Gamle Slot fra 1792, som vi sad ved, på trappen, havde huset bl.a. digteren Oehlenschläger og H.C. Andersen når de lige var på visit hos amtmand Gehejmeråd Pierre Calmette.
Pierre Calmette have mange talenter og et af dem var at han kunne anlægge haver så det drev af romantik, og det er positivt ment. Dog er noget forandret i den mellemliggende tid, for på et tidspunkt måtte ”haveanlægs-holdet”, holde en lille pause, medens Merete, med sin gangstav, fik skilt, et større antal kåde og hoppende sorte tyrekalve ad, så holdet kunne undslippe de vådmulede legedyr.

Nu var vi samlet igen og turen gik til Nyord, hvor vi skulle nyde kaffen. En lille vejbro førte over til denne (på størrelse med Hven!) lille ø. Vi var så meget betids, at vi kunne spadsere en tur til den lille havn og den fine Nyord kirke, som lige præcis havde plads til øens 37 indbyggere og et stueorgel.
Man kunne næsten mærke en refugietilstand i disse gader og stræder,-  bevaret i totalt historisk ånd.
På Lolles gaard blev vi vel modtaget, og sjælden har man smagt en bedre rababerskål med guddommelig dejlig flødeskum.

Efter sådan, at have fået tilfredsstillet ånden og maven, måtte vi løsrive os og drage videre og det foregik tværs over møn til den majestætisk højtliggende munkestens bemurede Fanefjord Kirke, der bragte os direkte tilbage til nutiden, selv om kirkens ældre dele er fra 1250, for det viser sig, at der er en aftale mellem Montmartre i København og kirken, at når de stærke kræfter har optrådt i jazzmekkaet, så skal oplevelsen ud til de udkantede: 26. april kl. 15.00 i Fanefjord Kirke.

Så gik turen hjem, i susende fart over Bogø, og velankommen til Parken, kunne vi tage afsked med hinanden, efter en usædvanlig gedigen oplevelsestour.

Tak til arrangementsudvalget, og til Anne Marie for udvist omsorg ved efterveerne for strabadserne!

Det er 20 år siden, at jeg sidst har sovet så godt

Bjørn Erik Pieper